Min mand; min helt?

Min mand; min helt

Jeg står bagbundet.

På den forkerte side af rælingen på en flodpram.

Jeg er smurt ind i mudder efter at have kæmpet mig desperat gennem junglen med monsun-regnen væltende ned.

På flugt fra den ondeste af alle skurke.

Den kamp var tabt på forhånd.

 

Krokodillerne kaster sig på skift op af vandet for at smage mit lyserøde uskyldige kød.

Min tidligere så yndige blondekjole er flænset af de lidt for nærgående tænder (men min lip-gloss er heldigvis ok).

Det eneste, der holder mig oppe er et tyndt reb, som skurken holder mig fast i. Han giver mere og mere line, mens han truer med at slippe helt, hvis jeg ikke indenfor 5 sekunder afslører, hvor min mand har gemt sig.

Mit blik flakker nervøst fra krokodillerne til skurken og tilbage igen. Jeg gisper, hver gang rebet giver sig.

 

5… 4… 3…

 

Jeg bider mig (utroligt sexet) i læben, mens jeg kigger bedende ind mellem junglens træer.

Hvor bliver han af?! Hvis han stadig er i live, vil han redde mig. Jeg ved det…!

 

2… 1…

 

Skurken indser, at jeg er urokkeligt loyal overfor min mand.

Han slipper.

Jeg udstøder et lille skrig, mens jeg ser døden i øjnene.

 

 

Og i samme sekund:

 

ÅH-IH-ÅH-IH-ÅÅÅÅÅÅÅH…!!!

 

Swush! (Suset fra en svingende lian og et svulmende muskelbundt.)

Jeg mærker hans kraftfulde greb om min minimale talje, mens vi flyver gennem luften. Skurkens frustrerede brøl forsvinder i det fjerne, og vi lander blødt mellem træerne i hinandens arme.

Stadig svimmel kollapser jeg i hans stærke favn.

 

Min mand; min helt!

 

 

Det var en beskrivelse af min søndag.

Da min kæreste kom hjem fra New York.

 

Eller; situationen mindede en del om den historie.

I hvert fald lidt…

Med lidt god vilje.

 

Se selv her:

Min datter er lige begyndt i skole. Der er pænt langt derhen og hendes cykel er blevet stjålet. Ladcyklen manglede et hjul, fordi det var til reparation. Bussen kører en gang i timen. Kæresten måtte en uge til New York, fordi han er så vigtig (stakkels fyr; alle de sure pligter!).

 

Alt det brok lukkede jeg allerede ud i sidste uge.

 

Men det du ikke har hørt, var det, der virkelig slog mig ud: Jeg blev syg!

 

Jeg, som aldrig bliver syg, blev midt i den (næsten tropiske) danske sommer ramt af den potentielt dødelige MAN-FLUENZA!

 

(Inden du panikker helt: Bare rolig; jeg er ok. Tør øjnene, og træk vejret dybt ned i maven.)

 

Lad mig nu være helt lækker-autentisk (aka modig/ærlig) og indrømme, at jeg var en smule ynkelig. Og da datteren fik weekend, mindede hun mest af alt om en duracell-kanin. Gange 1000.

Da vi nåede til søndag morgen, var jeg kort sagt en slags sammenklasket feber-zombie-karklud.

 

Og så.

 

Swush! (Lyden af min kæreste, der bumler ind af døren med sin kuffert.)

 

Lad mig sige dig: Det var cirka lige så befriende som at blive svunget væk fra frådende krokodiller. (Jo, det VED jeg faktisk. Bare fordi.)

Ikke nok med, at han kom ind af døren med gaver og forældre-overskud, så jeg kunne få en ægte uforstyrret lur: Helten havde også morgenbrød med!

 

Kan man gøre noget mere rigtigt…?

 

Min mand; min helt!

 

Se; du skal aldrig undervurdere effekten af at ramme rigtigt. Pyt med, om du er et muskelbundt, der er vokset op blandt aber: Hvis du giver mig den lillebitte ting, der lige rammer mit behov, så virker du præcist ligeså overnaturligt heroisk.

Og jeg dåner.

 

Siger du, at det er svært at vide, hvad kæresten har brug for?

Du kunne øve dig.

Spørge.

Eller ringe til mig 🙂

 

Loa

 

P.S. Alt det her gælder i øvrigt også med omvendt kønsligt fortegn, så der er ingen undskyldning, damer. Men gør det lige på dame-måden; mindre styrke, mere omsorg, mindre muskler, mere ynde…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *