Nu er det bevist: Det her er giftigt for parforholdet

GiftLad os bare være ærlige.

Konflikter i vores parforhold (eller andre steder) får sjældent vores smukkeste sider frem. Det er i hvert fald bestemt ikke altid, jeg ser tilbage på min opførsel med den allerstørste stolthed.

Hvad med dig?

 

Forestil dig det her scenarie:

Du skal mødes med din kæreste. I skal ud at spise og har reserveret et bord.
Du ankommer først. Til tiden.
Du sætter dig og bestiller et glas vin.
Du venter. Du drikker vinen.

Efter et kvarter skriver du til ham for at høre om han er på vej.
Ingen reaktion. Men du er selvfølgelig tålmodig. Alle kan jo komme for sent.

Bum buuuum…. Facebook-tid!

Efter en halv time er dit glas helt tomt og du er totalt opdateret på alt, hvad Facebook havde at byde på.

Du kommer til at tænke på de andre gange, du har siddet alene med din vin og din telefon og ventet på kæresten.

Nu når du tæller efter, er det faktisk 117. gang. Ja, lige i dag.

Efter 3 kvarter træder han ind ad døren og begynder at fortælle, hvorfor han kommer for sent.

 

Måske kan du genkende dig selv i en (eller flere) af de her fire reaktioner:

1. Foragt

En giftig blanding af vrede og afsky. Du ser din partner som værende under dit niveau. Selvom din kæreste havde advaret dig om, at han muligvis blev forsinket, så tænker du: “Hvilken idiot kan ikke finde ud af at skrive, hvornår han kommer frem, når han kan regne ud, at jeg sidder alene og venter? Kan han ikke tænke selv?” Og du gider ikke engang at forsøge at se situationen fra hans side; det er irrelevant.

 

2. Kritik

Du får hans handlinger til at betyde noget om hans personlighed: “Typisk ham; han er præcis sådan en type, der altid kommer for sent. Hvorfor gider jeg overhovedet at være sammen med sådan en fyr? Han kommer tydeligvis aldrig til at bekymre sig om andre end sig selv.”

 

3. Forsvar

Når I endelig bestiller mad, får du lige pointeret overfor den utålmodige tjener, at du altså var der til tiden, så det er ikke din skyld, at I var så længe om det. Du glemmer helt, at din kæreste faktisk havde bedt dig om at reservere bordet en halv time senere, fordi han havde travlt på arbejdet. Men du valgte at tage chancen. Og han gik selv med til det i sidste ende!

 

4. Blokering

Når kæresten ankommer, fortsætter du med at gøre, som du hele tiden har gjort; kigger på din telefon. Du hilser nærmest ikke. Kæresten prøver at tale med dig, men middagen er domineret af en giftig stilhed fra din side. Når han spørger til dig, påstår du at alt er “fint”.

 

Ok, det her er karikeret. Men alligevel ikke helt ude i hampen.
Hvilke af de her reaktioner kan du genkende fra dig selv?

Ingen, siger du?

Tillykke, så er du hermed forfremmet til at være overmenneskelig.

Ellers lyver du muligvis for dig selv.

 

Hvis vi nu går ud fra, at du er et menneske (ja, jeg tager sgu chancen!) så er du ind imellem faldet i gryden med en af de her reaktioner.

Jeg siger det bare: Det er GIFT for parforholdet.

Og det er ikke bare mig, der er af den opfattelse.

En stor undersøgelse lavet af to amerikanske psykologer, viser faktisk, at hvis de her reaktioner er faste indslag i et ægteskab ender det med stor sikkerhed i skilsmisse indenfor få år.

 

Så hvis du falder i gryden mere end en sjælden gang imellem, kan du gøre én af to ting.

1. Lade stå til (og se dit parforhold blive ædt op af bitterhed).

2. Kortlægge og ændre din adfærd NU (og give dit parforhold alle muligheder for at folde sig ud).

 

Punkt 1 kan du selv klare.

Punkt 2 kan jeg lære dig.

 

Når du er klar til at tage beslutningen og committe dig til at reagere anderledes, anbefaler jeg et af mine klippekort til 5 sessioner. Det giver os og dig 6 måneder til at kortlægge, lægge en strategi, øve, falde i, evaluere og rette til. Indtil du er selvkørende.

Forestil dig, hvordan scenen på restauranten ser ud, når du har lært at sætte den selv. Når DU bestemmer, hvordan din reaktion, dit humør og dit bidrag til aftenen (og jeres forhold) skal være.

FÅ MULIGHEDEN FOR AT BESTEMME SELV HER >>

 

Mange hilsner,

Loa

 

P.S. Du kan læse en artikel om den amerikanske undersøgelse, jeg taler om her.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *