Ved du det her om din kæreste?

Værdsæt kæresten
Ville din kæreste elske den her?

Nogle gange tager vi fusen på os selv.

Vidste du, at hvis du gør noget godt for andre, så vil DU synes bedre om DEM?

Det er jo den helt omvendte verden. De fleste af os gør ofte noget for andre, for at de skal synes bedre om os. Meget interessant, ik?

 

Vores hjerner er indrettet til at retfærdiggøre vores handlinger. Og derfor vil du være tilbøjelig til at tro, at den person, du lige har gjort en tjeneste, er det værd.

 

Det må man da kunne bruge til noget!

(Altså udover at manipulere vores dates til at kunne lide os ved at lade dem købe os drinks…)

 

Er I nyforelskede hjemme hos jer? Hvis I er, så kan I godt pakke det næste om bag i hukommelsen og hive det frem senere hen.

Hvis I har været sammen lidt ud over det stadie, hvor I automatisk hopper på tungen for at gøre den anden gladere døgnet rundt, så læs og gå i gang. For om lidt vil jeg afsløre, hvordan du kan elske din kæreste, så det kan mærkes OG du vil blive gladere for ham eller hende.

 

Lad os sige, at du gerne ville have din kæreste til at føle sig værdsat og elsket.

Det vil du sikkert gerne altid, men hvis du skulle gøre en aktiv indsats lige nu og her.

(Og ikke bare tage det som en selvfølge, at han da ved at du elsker ham, når du har lagt hans vasketøj sammen.)

 

Hvis jeg sagde: Du har en time; sæt i gang!

Hvad ville du så gøre?

 

Ved du helt konkret, hvad du kunne gøre for at din kæreste ville føle sig mere elsket og værdsat om en time, end han eller hun gør nu?

 

Ellers kommer der en ganske effektiv teknik til at finde ud af det her:

 

 

Spørg.

 

 

Ja, det er langt ude avanceret læring, det her. Til gengæld virker det hver gang.

 

Du kan fx spørge: Hvad skal der konkret til, før at du føler dig elsket og værdsat af mig?

Eller: Hvad gjorde forskellen sidste gang, du følte dig elsket af mig?

(Alene det, at du spørger, er tegn på kærlighed i mine øjne. Nååårh…)

 

De fleste giver kærlighed på den måde, de helst selv vil modtage det. Men det er jo slet ikke sikkert, at kæresten opfatter dine handlinger på samme måde, som du gør. Så sørg for at give kærlighed på en måde, som du er sikker på bliver modtaget som kærlighed.

 

Her er den fulde brugsanvisning fra ende til anden:

Spørg og giv.

Gentag så mange gange, du har lyst.

 

Og husk nu den fede bonus: Du kommer til at blive vildere med din kæreste af at give ham eller hende kærlighed.

Det, min ven, kaldes win-win.

 

Næste gang du står og mangler en avanceret løsning (der virker), kan du prøve at fange mig her.
Hav en dejlig weekend.

Loa

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *